FC Helsingør – Fremad Amager (2-1)

FC Helsingør 2 – 1 Fremad Amager
Nye Helsingør Stadion, 1. division, fredag d. 27. november 2020 kl. 18.30


Allerede da jeg gik mod busstoppestedet på Jagtvej var verden begyndt at blive tåget. Ligegyldigt hvor meget jeg pudsede de briller, jeg ikke havde på, flød horisonten ud i snavset candyfloss.

Fredagsmyldretidstrafikken prustede og dampede. Bilerne i nærmeste vejbane lå som overlagte tæer, og da jeg endelig blev lukket ind i en bus, rørte den sig stort set ikke ud af flækken. Den bevægede sig med en mangel på hastighed, så den næsten ikke var i stand til at forcere Valby Bakke.

Det lykkedes dog i sidste ende, og nogle timer eller uger senere stod jeg således ved indgangen til Nye Helsingør Stadion.

Holdt op mod novembers mørklægningsgardiner var lysene fra stadion blændende. Det var mit første visit på denne nystøbte konstruktion, og forskellen på dette sted, og de faldefærdige, småsmuldrende tribuner, jeg som oftest ser fodbold på, var til at mærke.

Her var ingen linjer overladt til tilfældighederne, til gengæld var der dele af stadion jeg aldrig fik set, for sigtbarheden blev en mere og mere snæver størrelse.
Dette var dagen efter den lille, store Diegos død, og selv om tanken om at Maradona skulle have blandet sig i et førstedivisionsopgør mellem Helsingør og Fremad Amager er lidt svær at kapere, var der alligevel noget dystert og nærmest overjordisk over tågen.

Den højtidelige stemning fortog sig ganske vist en anelse, få øjeblikke senere, da en ældre herre, nogle meter væk, forsøgte at hoste en mellemstor marsmand op.

Bevæbnet med en kop kaffe til hver hånd fandt jeg mig et nystrøget plasticsæde, i så god stand at man lagde mærke til det, i højre side af tribunen.

Mens jeg havde udsigt til en smilende Nicklas Dannevang, som varmede vingefanget op nær hjørneflaget, dalede tre grågyldne gutter ned på rækken bag mig. Deres humør var ligeså højt som temperaturen var lav. De havde hænderne fulde af fadøl og stadionpølser, og munden fuld af samtaler om længden på underbukser i denne årstid. Plus væsentligheden af gylp i disse.
Og mens Springsteen atter sang hvor han blev født, stødte yderligere en af disse sølvpirater til, men satte sig på rækken foran mig. Jeg var nu omringet af en herlig seniorklub, plus de ræve, de havde bag ørerne. De kastede mere eller mindre vellykkede one-liners – med en imponerende mængde bandeord stukket ind i betrækket – hen over hovedet på mig, og lod til at være i solid dagsform.

Generelt var gennemsnitsalderen, på denne sektion af tribunen, et plankeværk, jeg ikke helt kunne få snuden op over. Et træf af folk med grå, pjuskede totter stikkende frem under huen, og mundbind som forvandlede deres briller til glas-bind for øjnene.
I den anden ende af aldersskalaen flygtede et par rædselsbegejstrede boldpiger fra vandingsanlæggets pludselige geysere nede på banen.

Mens målet i den fjerneste ende forsvandt for øjnene af mig, og en gut fra Helsingørs stemningsafsnit – som stod placeret lidt længere nede på tribunen, til højre for mig – gav stortrommen et par prøvende dask, løb udeholdet nu på banen.

Da hjemmeholdet fulgte trop, få sekunder senere, blev de sendt på banen af en stadionspeaker så begejstret at det nærmest regnede ned med skruer og møtrikker fra højtalersystemet over vores hoveder. Mikrofonen overstyrede, alle røde lamper blinkede og en af seniorerne bag mig sagde “Der er sgu da nogen der har sat nye batterier i speakeren, hva’?”

Et sted, ovre bag modsatte langside, fyrede nogen lidt forkølet fyrværkeri af, som ingen helt kunne se for tågen. Til gengæld blandede krudtslammen sig med vejrforholdene og udstoppede synsfeltet yderligere med vat.
Kampen blev fløjtet i gang, “Hvor fa’en er bolden?” lød det bag mig.

Hele den ene banehalvdel var nu væk. Det var næsten klaustrofobisk.

Efter fire minutters spil dukkede Helsingørs angrebslinje pludselig frem fra skydækket, med åbne pander, hvæssede klinger og blottede hjørnetænder. Et splitsekund senere rullede en tordenrumlen af et jubelbrøl hen over tribunen, da hjemmeholdets Jeppe Kjær sendte bolden i nettet, mens ord som “verdensklasse” føg om ørerne på mig.
1-0.

Omkring mig var seniorklubben – i mit hoved er de blevet døbt Petersen og Poulsen og Pallesen og Piil – godt tilfredse. “Det går skidegodt. Nu kører vi den stille og roligt hjem, og så smager øllen skidegodt bagefter”. På dette tidspunkt var der spillet 7 minutter.

De havde dog god også grund til at være optimistiske, for hjemmeholdets offensiv havde søm i vanterne, og amagerkanerne måtte holde tungen lige i munden for ikke at sejle yderligere agterud i kampens indledende fase.

Kulissen havde på sin vis stemning af et juleeventyr, men som tilskuer til en fodboldkamp var det en smule svært at følge med, når man ikke havde den store idé om hvad der foregik på halvdelen af banen. Petersen og Pallesen diskuterede på dette tidspunkt hvorvidt man var ved at afvikle et indkast eller et hjørnespark. Det var et frispark, kunne jeg se med mit 37-årige falkeblik.
“Man må sgu da håbe at der nogen der klapper hvis der bliver scoret” sagde Pallesen, mest til sig selv.

Udeholdets Lukas Engel varmede op ved sidelinjen med en koncentreret stenbiders mine, og forsøgte at puste lidt liv i sine fingervanter. Temperaturen krængede mere og mere mod underetagen, men de fleste var godt forberedt, med tæpper og så mange lag tøj at de lignede overdimensionerede Babushka-dukker.

En større sekvens af kampen foregik nu på den banehalvdel hvor gardinet ikke var trukket for, og vi havde således frit udsyn da en FC Helsingør-spiller, med en glidende tackling, mere eller mindre jævnede en Fremad Amager-spiller med jorden.
Den åbenmundede Pallesen, som hverken var et dyreleksikon eller nogens kære mor, pegede på Fremad-spilleren og halvråbte “Se, så ligger han derovre, mand. Som et vingeskudt rådyr, mand!”.
Piil, som var en mere forsagt type, konstaterede stilfærdigt “Så må han jo samle sit ben op og komme videre”.

Generelt var første halvleg en spillevende størrelse, som bød på chancer til begge mandskaber, og det virkede nærmest naturstridigt at måltavlen, med blot fem minutter til pause, kun viste en enkelt pind.

Men så fik gæsterne tilkendt et frispark, et sted i udkanten af tågebankerne. Svenske Kevin Höög Jansson løb mod kuglen – og jublen fra Fremad Amager-bænken stod i stærk kontrast til de øvrige omgivelser da han drejede kuglen i nettet. 1-1 og kampen stod mere end på klem igen.
“Vil I vide hvad der skete?” spurgte Poulsen – den bedst seende senior – et sted bag mig. “Nææh”, lød det enstemmige svar fra resten af klubben.

På trods af en sidste stor chance, hvor det kun lige akkurat lykkedes målscorer Jansson at afværge en scoring til hjemmeholdet med det yderste af en Kent Nielsen-lang storetå, stod det uafgjort da vi blev sendt til pause med Franz Ferdinands ‘Take Me Out’, som et solbeskinnet postkort fra en lidt for fjern Roskilde Festival.

Da anden halvleg kom ud af starthullerne var der fortsat ingen tegn på at dette skulle blive en kedelig fodboldkamp, og mange var stadig ikke kommet tilbage fra toiletterne da den første bold blev chippet på stolpen.
Hvor hjemmeholdet havde domineret første halvleg, kom gæsterne nu for alvor med i begivenhederne. I det 52’ende minut affødte det en chance, hvor en Fremad Amager-spiller pludselig var sluppet alene igennem. Han forsøgte tunnellen, men den bog havde Helsingørs målmænd læst allerede i folkeskolen og fik samlet benene i tide til at afværge en scoring.

Der blev nu fyret mere sporadisk krudt af, nær hegnet ind til stadion. Det irriterede både stadionspeakeren – som i venlige men bestemte vendinger anmodede om at det blev stoppet omgående – og Pallesen, som mumlede “Hva’ fanden er det med det fyrværkeri? Har det været på udsalg, eller hvad?”

Mens det blev annonceret at vi var samlet 395 tilskuere, kastede stemningsfansene sig ud i aftenens sjæler – Ray Dee Ohhs ‘Jeg vil la’ lyset brænde’, sunget på “lå” – og hjemmeholdet gjorde sig klar til en trippel-udskiftning.
De friske kræfter gjorde ikke kampen mindre levende, og den tumlede nu rundt som en 5-årig i en bland-selv-slikbutik.
“Spil nu nærmeste mand, for helved'”, sukkede Petersen da en bold valsede ud over sidelinjen. “Men han kan jo ikke se ham” sagde Piil.

Det havde kogt på banen i noget tid, trætheden kom til udtryk i både spil og temperamenter, og i det 88’ende minut blev gæsternes Pierre Larsen præsenteret for to gule kort, der lå så tæt at de næsten kunne betragtes som tvillinger, og måtte sjoske i bad.
I det 89’ene minut blev kampen væk. Den nådesløse tåge og røgen fra fyrværkeriet lå nu som et tæppe over stort set alt, der foregik.

Således ved jeg at Helsingør scorede sejrsmålet i første minut af kampens overtid, fordi jeg hørte det. Hvordan det kom i stand har jeg ingen anelse om.
2-1.
Det var alt Petersen, Poulsen, Pallesen, Piil og resten af hjemmepublikummet skulle bruge for at denne fredag kom helt i mål. Glæden var ikke til at skære igennem da 395 sæt knirkende led begav sig mod udgangen, på en aften der – efter den danske 1. divisions standarder – rummede ganske meget fodbold, ganske meget sjæl, samt et stænk af noget overjordisk. På denne måde var det ikke en upassende markering af at verdens mindste kæmpe, Diego, endegyldigt have forladt denne klode.