Fremad Amager – HB Køge (0-1)

Fremad Amager 0 – 1 HB Køge
Sundby Idrætspark, 1. division, søndag d. 22. november kl. 13.00


Jeg tør godt udråbe det til den smukkeste cykeltur i hundrede år. Det var koldt og klart og solen stak nåle i hele synsfeltet da jeg trillede over Langebro. Den kunne blænde ligeså tosset den ville, min cykel kan efterhånden selv vejen til Sundby Idrætspark.

For bare et lille halvt år siden var mit kendskab til Fremad Amager stort set begrænset til stillbilleder uden farve, samt en lille flok tungtvejende navne forbundet med den lettere ubegribelige fodboldguldåre, Danmark ramte i 80’erne. Klubben sad nærmere som en stemning i mit barnehoveds bagerste skab, end som en levende, nutidig størrelse.

Der er heldigvis sket meget fodbold siden da og allerede nu, i udkanten af 2020, er der få steder, jeg glæder mig så meget til at besøge som frimærket på Englandsvej. Denne eftermiddag var ingen skuffelse, Sundby står pokkers smukt på sådan en overbelyst søndag.

Vaner opstår hurtigt. Efter at have installeret min cykel i præcis samme gaffel i cykelstativet, som jeg har gjort de andre gange, blev jeg sluset ind gennem porten, og styrede direkte mod boderne for at investere i en kop kaffe så stærk at den kunne have blæst håret af en skaldet.

På vej mod tribunen var jeg ved at snuble over en standhaftig gut, bestående af 90% granit og 10% Fremad Amager-merchandise. Han ville muligvis slet ikke have kunnet mærke hvis jeg trådte ham over foden.
I hvert fald bemærkede han mig slet ikke, og jeg nåede lige nøjagtigt styre uden om, samt registrere at han kiggede på sin spejling af en kammerat og sagde “Jeg fatter cinco, mand!”. En pragtfuld lille, løsrevet puslespilsbrik fra en samtale. Om han ville have sagt “zero”, eller om han reelt fattede lige præcis 5 – og i så fald ud af hvor mange – står hen i det uvisse.

Jeg dumpede ned på et nøje udvalgt sæde, i en nøje udvalgt sektion, i denne lille tidslomme af en idrætspark, og kunne konstatere at både Humleridderne og Den Gale Pose stadig findes her. Natasja var også et smut forbi for at forlange Danmark tilbage. Og så selvfølgelig Kim Larsen. Det største træ i parken, som via sine sange slet ikke er faldet når det kommer til stykket. Det kan have været kaffen der fik mig til at hallucinere, men fint var det.

De nære omgivelser begyndte at blive levende. En retvinklet mand med DBU-emblem på sin sorte jakke. En lidt ældre gut med venligt ansigt, skrig-orange arbejdsbukser, kaptajnkasket og træsko. Et solidt opbud af grå øjenbryn under en champignonskov af blå og sorte huer. En ung mor der pendulerede nede foran rækkerne, mellem tribunens to ender, med en barnevogn.

Hvis jeg skruede blikket 51 grader til venstre havde jeg udsigt til fanfraktionen af Amager Loyalister og deres tromme. Så det gjorde jeg – lige i tide til at overvære en loyalist svinge så ivrigt med den medbragte fane, at han mere eller mindre fik afvæbnet en sagesløs ældre herre på rækken bagved, som ellers netop havde hentet en velskænket fadøl.
Der blev undskyldt, trukket på skuldre, udvekslet et par vejrbidte smil og den ældre herre bevægede sig videre med våde ærmer og et halvt krus øl.

Med få øjeblikke til kampstart blev der holdt et minuts smukt larmende stilhed for nyligt afdøde klubmand Ole Vadmand, mens blå og hvide balloner blev sendt til himmels.
Så blev fokus rettet mod kampen. Spillerne foretog deres sidste opvarmende dansetrin og kampen blev fløjtet i gang.

Bolden havde ikke nået at trille mange meter over Sundbys billardklæde før nogen kyssede intenst med en e-cigaret og fik hele tribunen til at dufte af vandpibebar. Loyalisterne fik ild i trommen, som denne dag blev vogtet af en purung gut med begge ben solidt plantet i næsen.

En guljakket gut stod op – på dette tidspunkt som den eneste på denne side af midterlinjen – og sang en følt version af klassikeren “Op at stååå, op at stååå, op at ståååååååå”. Der var krummer i ham. Han fulgte den helt til dørs, alene, og satte sig så ned igen.

På banen opstod visse chancer, men intet ramte skiven. Derimod fik de to klubbers spillere oftere og oftere ram på hinanden, og der var skarptslebne mishagsytringer da kampdommeren tryllede et gult kort frem fra lommen og viste det til en Fremad Amager-spiller. Folk havde ellers højlydt spekuleret på hvorvidt dommeren havde glemt kortene hjemme på køkkenbordet ved et par tidligere lejligheder, hvor et par af de blåklædte hjemmedrenge måtte en tur ned at bide i kunsten.

På denne måde stod det nærmest som første halvlegs højdepunkt, da dommeren lidt senere – trods alt – besluttede sig for at præsentere en Køge-spiller for en advarsel, og det blev således fejret med klapsalver og et hidsigt-begejstret rul på trommen. Måltavlen viste dog stadig et stort par briller da der blev blæst til pause.

I pausen bevægede jeg mig ned til boden nærmest min plads på tribunen for både at holde varmen- og min koffeinafhængighed ved lige. Da jeg afgav min ordre svarede den gode mand bag disken “Kaffe??” på en måde der muligvis indikerede at det nok ikke var barens primære indtægtskilde.
Jeg fik dog udleveret en god kop krudtpulver og traskede tilbage til min plads, mens et par spidskolde vindpust blæste efterårstræerne på modsatte langside en eftertrykkelig sideskilning.

Anden halvleg fik fødder at løbe på. Allerede fra starten fik hjemmeholdet spillet sig frem til en perlerække af skønne, spildte chancer. Der blev svovlet så meget på tilskuerrækkerne at man kunne fornemme tribunetaget sode til. En ældre kvindelig tilhænger fik skreget et par opmuntrende, syngende lussinger afsted med en stemmepragt der mindede ganske meget om den Vivian, moren fra Jul på Vesterbro, besidder. Fremaaaaaaaad!

Det kogte på banen. En amagerkaner gik i gulvet i feltet, men fremfor at få tildelt et straffespark måtte han glo et syrligt gult kort i øjnene. Herfra var det i ligeså høj grad dommertrioen mod Sundby Idrætspark, som det var Fremad Amager mod HB Køge.

Der resterede nu kun ti minutter af den ordinære spilletid. En gut havde så intenst fokus på begivenhederne på banen at han var ved at snuble ned ad trapperne på sin færd mod toilettet. Nogens morfar fandt overskuddet til at råbe “Ja, pas på – trinene går både opad og nedad!”, men nåede dårligt at levere sidste stavelse før de grønblusede gæster fra Køge pludselig var forvandlet til en klump brede smil og knyttede næver.

Det var lykkedes udeholdets Jubril Adedeji at sætte panden på en tilfældigt afrettet bold, og mens en større del af hjemmepublikummet med fagter, udråbstegn og en font der ikke var comic sans – men i hvert fald, som minimum, var størrelse 72 – prøvede at forklare linjevogteren at han havde overset en offside, skiftede måltavlens højre 0 til et 1-tal.

“Ej, men det giver mig sgu da pest i øjnene, det der!” råbte en fodboldforpint fodboldfan mens han var ved at trække kinderne af sig selv. Han fornemmede godt hvor det bar hen. Og ganske rigtigt, kampen endte uden yderligere scoringer. En noget bitter pille for et hjemmehold der havde produceret en mindre perlerække af muligheder, som løb ud i ingenting.

Men loyalisterne var på benene og sang “Vi’ fra Amager, og det’ vi stolte af”, og selv på dage hvor Fremad Amager taber, og folk må trækkes med pest i øjnene og lignende gener, er Sundby Idrætspark en overordentlig fin plet i verden.

Det var naturligvis en ung Kim Larsen, i front for Gasolin, der sang os ud – og hjem over ‘Langebro’, som jeg på vejen ud hørte tre forskellige gode mennesker synge med på, i tre forskellige gode tonearter.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: