FA 2000 – KFUM Roskilde (1-1)

Frederiksberg Alliancen 2000 1 – 1 KFUM’s Boldklub Roskilde
Frederiksberg Stadion, 2. division, lørdag d. 21. november, kl. 13.00


Allerede da jeg var på vej ind til cykelskuret for at hidkalde min trofaste tohjulede, begyndte blæsten at uddele smagsprøver på sin overvældende lungekapacitet. Det ruskede og rev i det fem etager høje stillads, der for tiden er stablet op i min baggård. Installationen lignede pludselig en usikker tequila-brandert i høje hæle, og jeg overvejede et ubevogtet øjeblik at tage min cykelhjelm med det samme.

Det var lørdag, omkring middag, og luften var tyk af et gråvejr som det kun laves i København. Himlen gik fuldstændig i ét med brolægningen. Denne dags kulør havde nærmere karakter af en sindstilstand end en farve.

På vej mod Frederiksberg kastede den bomstærke blæst rundt med min cykel efter forgodtbefindende. Udefra må scenariet have lignet en noget uskøn version af introscenen i Forrest Gump, hvor en fjer puffes tilfældigt rundt i vinden.
Det virkede også som mere held end forstand da jeg lidt senere havnede på den rigtige adresse, hvor jeg parkerede min store, sorte, halvrustne fjer og begav mig mod indgangen til idrætsparken.

‘Dance Monkey’ nåede lige nøjagtig at bakke ud af højtaleranlægget da jeg trådte ind gennem porten. Jeg skal også gerne erkende at vi efterhånden har et noget anstrengt forhold til hinanden, så timingen var fin.

Efter et kort pitstop hos de venlige kaffepushere i den skurvognslignende bod, valgte jeg mig en plads på en af tribunens smukke, gamle, grønmalede træbænke.
Nogenlunde samtidig dumpede to ældre herrer, med knirkende led, lidt tungt ned, nogle få rækker væk. Mens jeg greb ud efter min kaffe i et drastisk forsøg på at inhalere den inden den frøs ihjel, brummede den ene af dem “Hva’ fa’en, har de glemt at putte varme i sædet, eller hva’?” og lo rustent og lidt for længe, et sted fra under en hue som kun lige akkurat blev holdt oppe af to flotte buskede øjenbryn. Den anden fortrak ikke en mine.

I løbet af den næste halve time opstod lidt af et leben under tribunetaget. Begge dagens klubber benytter som udgangspunkt farverne blå og hvid, så fra min plads på øverste række var der udsigt til en fornøjelig smølfefest af huer og halstørklæder i netop disse farver. Børn med ballade i hele femøren, ældre der blæste trombonesoloer i lommetørklæder, skarpt karseklippede svende med fingrene frosset stædigt fast om fadølsbægre, albuehilsner og ikke så få talebobler omhandlende første halvsæson, som dagens kamp var sidste stop på.

Der var ganske forståeligt tilfredshed at spore over hele linjen. FA 2000 har præsteret flot i 2. division, midler og forventninger taget i betragtning. Det samme gælder dagens udehold – min fars barndomsklub – KFUM Roskilde, som tilbringer deres allerførste sæson på divisionsniveau.

Mens Miley Cyrus, i en form for temperaturmæssig ønsketænkning, sang om Malibu – og jeg hældte endnu en kop varm kaffe i lommen – begyndte støvregn at drive rundt over banen, som et mylder af søvnige gespenster.

Så indtog de to mandskaber, plus dommertrio, scenen. Hjemmeholdet klædt i blåt, dagens gæster fra Roskilde klædt i Orange Scene-farvede udebanetrøjer.
Det lød som et dæmpet nys da kampdommeren fløjtede begivenhederne i gang, og kampen skulle bruge lidt tid på at få søvnen ud af øjnene. Man fornemmede dog hvordan der gradvist blev løsnet op for både musklerne og plottet.

Da vi ramte kampens tyvende minut fik en KFUM-spiller sendt et veldrejet vristspark afsted. Bolden slog smut på kunstgræsset og kolliderede frontalt med målrammens ene opstander, hvorefter den desorienteret tumlede ud i fødderne på en forsvarsspiller, som skyndte sig at sende den varme kartoffel videre.
Få øjeblikke herefter opstod en spøjs situation, hvor en orangeklædt spiller, efter en duel, pludselig løb rundt med FA 2000’s anførerbind i hånden. Det blev dog pligtskyldigt afleveret tilbage ved næste spilstop.

Kampens spændingskurve steg stejlt. Begge hold ville ting og havde stærkt modstridende interesser. Udeholdet kom frem til et par chancer af anseelig størrelse og tilråbene afslørede at ikke så få havde taget turen fra domkirkebyen.
En af hjemmeholdets spillere følte sig uretfærdigt behandlet af fodboldlovens forlængede arm, og brokkede sig i et højt toneleje. “Du lyder fandme som en ballon” blev der mumlet et sted til højre for mig.

Halvlegens største bifald kom fra begge lejres tilhængere, og var af den opmuntrende slags, da en fotograf ved et uheld fik harpuneret en hård bold i brystet ved den ene baglinje. Han holdt både en paraply og et kamera, og var således løbet tør for hænder at parere med, men formåede imponerende nok at blive på benene.

Hen mod pausen fik kampen lullet sig selv i søvn igen. Fødderne røg af pedalerne og de fleste tiltag endte med at en af de to linjevogtere løftede flaget og markerede for offside. Efterhånden skete det så ofte at deres arme må have syret en anelse til.
Da der blev fløjtet til pause var der ikke faldet nogen scoringer, og regnen tumlede rundt over banen som en middagsgæst uden situationsfornemmelse.

Pausen fungerede for en god del af dagens tilskuere som 15 minutters gymnastik, hvor kuskeslag lod til at være den foretrukne øvelse, alt imens en større pingvinmarch med kurs mod bodernes forskellige varme kilder fandt sted.

Fra anden halvlegs start var det tydeligt at hjemmeholdet havde besluttet sig for at sende sig selv godt på juleferie. De gik til opgaven med en god portion eventyrlyst, og i det 54’ende minut blev et drøn sendt afsted mod gæsternes mål. KFUM’s keeper var imidlertid ikke gået kold i pausen. Han baskede bare en enkelt gang med vingerne og stak bolden en syngende lussing der sendte den over mål.
Dog kredsede de blå bluser mere og mere om udeholdets felt, og KFUM’erne må nærmest kunne have hørt temaet fra Dødens Gab spille et sted for deres indre øre.

Da kampen var en time gammel skete gennembruddet. Jeg havde netop fjernet øjnene fra begivenhederne på banen for en kort bemærkning, og det sekund jeg igen fik indstillet kikkertsigtet, var FA 2000’s Lucas Simonsen – via en serie billedskønne broderier – sluppet helt ind i udeholdets forhave, hvor han var alene med keeperen. Han sendte kuglen afsted, den tjattede småflabet til målmandens underben og spankulerede så i nettet. 1-0.

Der udbrød jubel på store dele af tilskuerrækkerne, mens min sidemand – en lidt ældre gut – derimod lignede en der forsøgte at synke en middelstor flintesten. Der gik flere minutter hvor det så ud som om hans åndedræt ikke ville falde ordentligt på plads, som om det ikke nåede længere end til bunden af halsen før det gik i stå. Fodbold kan mærkes, helt irrationelt, helt ægte.

Han reagerede heller ikke da stadionspeakeren trykkede sig ind i lydkulissen, meldte at vi denne dag var samlet 302 tilskuere på Frederiksberg Stadion, og rundede af med “Giv jer selv en hånd!”, hvorefter man i nogle få sekunder kunne ane den dæmpede lyd af fingervanter der slog mod hinanden.

Roskilde-mandskabet skruede nu op for intensiteten. De lagde et fuldvoksent stykke arbejde i, men lod til at mangle en skabelon at klippe efter. Hjulene kørte, idéerne lod vente på sig.
Regnen havde så småt pakket sydfrugterne da gæsterne foretog deres sidste udskiftning, hvor de to modsatrettede, orangeklædte spillere kiksede en highfive ved sidelinjen fordi den ene havde for travlt og den anden var for træt.

To minutter før den ordinære tid var drysset gennem timeglasset, præsterede en KFUM-spiller en karrusel-afslutning med en ynde der kunne have berettiget glas og ramme, men han måtte finde sig i at se den kysse ydersiden af stolpen og stryge ud af spil.

Frustrationerne begyndte at kile sig ind. To gule kort blev vekslet til et rødt, og et øjeblik virkede det næsten som om, der var optræk til håndgemæng da gæsternes Jonathan Canto fik marchordre.

De 90 minutter var nu gået og jeg forberedte mig på at sende 2. division på ferie med 1-0 og et mål jeg næsten så, mens en noget skadefro tilhænger af hjemmeholdet – vi kalder ham Brutus – hoverende råbte “Go’ tur hje-eeem!”, og det der er værre, hver gang en KFUM-spiller nærmede sig sidelinjen.

Kampen havde dog et sidste svirp med halen at dele ud af, og vores åbenmundede ven måtte sande at hovmod står for fald. På overtidens absolut yderste mandat lykkedes det nemlig udeholdets Kwabena Kyeremateng at sende en vaskeægte udligning i nettet, da en giftpil blev pustet ind mellem venner og fjender i hjemmeholdets målfelt.
FA 2000-spillere så ud som om de øjeblikkeligt punkterede, udeholdet fløj i armene på hinanden til årets fælleskram og stakkels Brutus lignede et servees i ansigtet. Grimassen var ganske enkelt frosset fast som en maske, han ikke kunne få af. En maske med en lidt længere næse, end han kunne have ønsket sig. Jeg er ret sikker på, jeg kunne høre den støde mod porten på vejen ud.

Således havde de to klubber hver sin mønt på lommen, da de klappede butikken sammen efter en halvsæson, de begge kan være godt og grundigt stolte af.
Personligt følte jeg mig bare taknemmelig for at have fundet 2. division med tilhørende tribuner, mens blæsten sendte mig retur til Nørrebro.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

2 kommentarer til “FA 2000 – KFUM Roskilde (1-1)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: