HIK – Nykøbing FC (1-2)

Hellerup IK 1 – 2 Nykøbing FC
Gentofte Stadion, 2. division, fredag d. 20. november 2020 kl. 19.00


Det havde været så kold en morgen at alle folk på cykelstien blev indhyllet i hver deres yderst lokale skydække hver gang de trak vejret. Og det gjorde de heldigvis.

Det gjorde jeg også. Efter to ugers aldeles ufrivillig pause fra stadionbesøg, skulle jeg endelig afsted igen. Denne fredag var vejret pludselig klart, som om det var faldet nogen ind at pudse verdens vinduer i løbet af natten, og jeg stirrede ind i tre dage med kampe på tre forskellige stadioner. Hvilken udsigt.

Forventningen var at denne aften ville placere sig i krydsfeltet mellem divisionsfodbold og polarekspedition. Hellerup IK skulle tage imod Nykøbing FC på Gentofte Stadion, i et topbrag mellem puljens to bedst placerede hold, og jeg havde iført mig flere lag tøj end jeg kan tælle til.

Allerede på Emdrup Torv, parentesen i min rejseplan hvor jeg skulle skifte bus, var jeg nødt til at trave manisk frem og tilbage foran busterminalen for at genne mit genstridige blod rundt i kroppen. Det føltes som om jeg endegyldigt var ved at miste kontakten til begge fødder, da en bus endelig kom mig til undsætning. Jeg lod den taknemmeligt æde mig og spytte mig ud nær Gentofte Stadion.

Det var intet mindre end en fryd at blive blændet af stadionprojektørerne da jeg gik gennem porten. Mere skal der ikke til for at få fodboldhjertet til at slå en lille vejrmølle. Kunstgræstæppet lyste grønt og så ud som om, man kunne stå på skøjter på det.

På dette tidspunkt var der en time til kampstart. Jeg udvalgte mig et sæde på den næsten tomme tribune, lavede en lille hule af mit medbragte tæppe og klamrede mig til en kop kaffe, der indtil videre står som årets investering.
Jeg mærkede tydeligt at jeg efterhånden har oparbejdet lidt af en afhængighed, både når det kommer til kaffe og til stadionbesøg. At være afskåret fra sidstnævnte, føltes som at holde vejret i 14 dage. Det bliver man blå i hovedet af. Også indvendigt.

Men nu sad jeg i dette åndehul, og blev varmet op indefra af både kaffe og udsigt.
Bag det ene mål står en smuk omgang slidt cement, modelleret som en stå-tribune. Bag det andet mål, et udsnit af en skov, hvor træer i efterårsfrakker havde brækket sig på jorden i store bunker af gule blade, som den smukkeste ungdomsklubfest, du kan forestille dig. Et par lyskæder af S-tog bumlede gennem mørket bag træerne på den modsatte langside, og pustede lidt til et spirende julehumør, jeg ikke helt vil være ved i dag.

Det gik dog også hurtigt over igen, da en musikalsk brosten blev kastet gennem lydmuren. Jeg opgiver at pakke det ind. Musikken, der pludselig væltede ned over tribunen, var meget dårlig, men til gengæld også meget høj.
Projektet med at omdanne langsiden til en natklub på Ibiza, hvor DJ’en febrilsk forsøger at holde sig selv vågen på treogtyvende time, stod i skærende kontrast til det faktum at vi, på dette tidspunkt, var i alt fire mennesker der havde taget plads på tribunen – hvoraf jeg var den eneste udstyret med hår der ikke var gråt. Jeg skal i øvrigt ikke afvise at det nåede at blive det i løbet af de første 2-3 tracks. Det føltes i hvert fald som om, noget visnede under min hue.

Et ægtepar fra Nykøbing, placeret til højre for mig, forsøgte sig med at råbe lidt til hinanden, men så ud til at opgive efter nogle få udråbstegn. En ældre herre, på min venstre side, et par rækker væk, var enten umulig at bringe ud af fatning eller bare bundfrossen. Han sad så stille at man, med det blotte øje, kunne se en mørkegrå skygge af skægstubbe vokse frem på hans hageparti i løbet af nogle minutter.
Jeg fik ikke tjekket igen, men forestiller mig at han har haft et flot fuldskæg da vi ramte kampstart.

Jeg ledte efter noget i min rygsæk som jeg aldrig fandt, og da jeg kiggede op igen var Nykøbing Falster skyllet ind over Gentofte. I løbet af omtrent ingen tid var et imponerende opbud af folk, iklædt karakteristiske Nykøbing FC-halstørklæder i lyse- og mørkeblå nuancer, troppet op. De indtog rækkerne omkring mig og polstrede straks tribunen med en løssluppen lydkulisse og forventningsglæder.
Også på ståtribunen bag det ene mål, havde en større gruppe Nykøbing-tilhængere, af den stemningsskabende slags, nu taget plads. Bannere og faner blev rutineret rullet ud som yoyoer, og allerede tyve minutter før kickoff hang der en tyk, blå røg i luften.

Det er længe siden en fredag aften har føltes så meget som en fredag aften. Det var ganske enkelt pragtfuldt at være tilstede på Gentofte Stadion – det kunne selv ikke et musikalsk bad taste-party, med for mange decibel under vesten, lave om på.

Spillerne løb nu på banen. Puljens nr. 2 – Hellerup IK – i lysende hvide bluser, og puljens nr. 1 – Nykøbing FC – i cirka samme dybe, mørkeblå nuancer som himlen havde antaget.

Kampen kom hurtigt ud af fjerene, alting satte yderligere i bevægelse. De hvidblusede Hellerup-spillere havde fjedre under sålerne og mod på tilværelsen. Nykøbings stemningsfans satte straks i sang for fuld hals, og blæste en lille midterskilning i nakken på deres egne spillere.
Jeg kan ikke huske at høre dem stoppe igen. Det var ganske vist lidt svært at høre ordene, de sang – og til tider blev jeg også i tvivl om hvorvidt de selv kendte dem – ikke desto mindre giver sådan en dedikation så meget til oplevelsen af at gå til fodbold, og de fortjener hædersmedaljer for indsatsen.

Da de satte igang med anden sang på repertoiret nåede jeg lige nøjagtig at tænke “Vent, er det ikke en melodi fra Robin Hood?” før en kvinde på rækken foran mig vendte sig mod sin ledsager og sagde “Det er den fra Robin Hood!”. Case closed. Disney-imperiet strækker sig bemærkelsesværdigt nok helt til den danske 2. division.

Bag mig stod en flok gæve gutter, ti minutter over midt i livet, med blanke sko og en bugnende ordbank. I løbet af kort tid fik de vendt alt fra 1. generations kunstgræs og tilhørende brandsår, TV-serier de ikke havde set, symptomer på blodpropper og VM i Qatar, til deres ægtefællers ve og vel.

I kampens 26’ende minut havde de netop taget hul på det uudtømmelige emne “Korruption i topfodboldens verden”, men måtte drastisk afvige fra dagsordenen for at juble sammen med de mange andre med NFC-sympatier denne aften.
Udeholdets Mathias Gehrt havde nemlig set sit snit til at kile sig ind mellem HIK’s målmand og boldens bane, og kunne således stange føringsmålet ind på et stort, blankt lærred.
0-1, og jublen var til at få øre på. Udebanen var blevet en hjemmebane for Nykøbing-folkene.

HIK røg kort en tur i tovene, men kom hurtigt på benene. Der blev skruet op for intensiteten. Kampen blev en mere bidsk størrelse, og begge mandskaber sloges med præcis den indædthed man kan håbe på i kampen om den øverste skammel.
Til tider kammede det dog også over, og man måtte ånde lettet op over at ingen kom alvorligt til skade da en Nykøbing-spiller kom en lille juleferie for sent ned i en takling. Nogle spillere formåede nu også at bevare roen, heriblandt et par stoiske udsmidere af nogle centerbacks.

Det blev til yderligere et par chancer, lidt stepdans i begge felter, men måltavlen viste stadig 0-1 da de to mandskaber sjoskede ud til et kvarters velfortjent taktikteselskab i omklædningsrummene.
Det havde været 45 medrivende minutter, og i pausen gik det op for mig at jeg stadig havde mundbind på. Da jeg mærkede hvor koldt det var om næsen at tage det af, bestemte jeg mig for at beholde det på under resten af seancen.

Anden halvleg kom undervejs og HIK var igen friske ude af starthullerne.
Det var tydeligt at de havde i sinde at gøre livet svært for puljens duks, og det lykkedes også maestro Jonas Hebo at orkestrere adskillige lovende takter for hjemmeholdet. I en periode stod chancerne til hjemmeholdet så tæt at de trådte hinanden over tæerne. I banens modsatte ende stod HIK’s ensomme målmand med vindhekse trillende om anklerne.

Efter 68 minutters spil begyndte det at syde og boble omkring udeholdets mål. HIK fik tilkæmpet sig en enorm chance, men på næsten magisk vis lykkedes det alligevel bolden af skvatte ud over rælingen. Det resulterede i et hjørnespark, og via et par mellemlandinger havnede bolden i feltet, hvor den sågar lykkedes med at passere keeperen, men derefter blev clearet på stregen af en rapfodet Nykøbing-spiller, som resolut knipsede den ud af feltet.
Den blev dog øjeblikkeligt hældt ind igen, og i tredje sammenhængende forsøg lykkedes det endelig hjemmeholdets Anton Pedersen at overbevise kuglen om at passere stregen.
1-1. Jublen på stadion afslørede nu at også en solid flok af hjemmeholdets støtter var troppet op.

Belejringen af gæsternes felt fortsatte en tid endnu, og kun keeperens ninjareflekser afholdt hjemmeholdet fra at bringe sig foran.
Efterhånden lykkedes Nykøbing dog så småt med at få rykket brikkerne længere frem, og Hellerup-belejringen, som indtil nu havde kastet samtlige poletter ind, løsnede grebet for en stund.
Det skulle de aldrig have gjort. For med syv minutter tilbage af den ordinære spilletid lød et af de største jubelbrøl, jeg har hørt i divisionerne, denne sæson. Kristian Lindberg var på kunstfærdig vis blevet broderet gennem HIK-forsvaret, så han pludselig stod alene med hjemmeholdets målmand. Han vippede elegant bolden over keeperen, som bar han den på en pude.
1-2.

Hjemmeholdet havde nu så lidt tid og så meget at gøre. De lykkedes med at knokle sig igennem til en friløber, men bolden blev kanoneret i sidenettet med en sådan eftertrykkelighed at det alligevel blev fejret som et mål af et forsamling uopmærksomme eller let nærsynede HIK-tilhængere.
Det forblev lige ved og næsten, dommeren blæste kampen i seng, Nykøbing skruede sig endnu bedre fast i tronen og HIK måtte, trods en imponerende arbejdsindsats, leve med at blive efterladt på næstøverste hylde.

Da jeg ventede på bussen efter kampen, stod fire gutter i Nykøbing FC-gear på den anden side af vejen og ventede på en diligence. De var lige så lykkelige som de var berusede som de var udmattede, sang lidt åndsfraværende, og svajede let i en vind der ikke var der.