Nedenstående beretning er en særligt udvalgt størrelse, som også findes i bogen Bølge eller Otte noter fra tribunen, af yours truly, Jonas Villumsen. Køb den hos forlaget Baggaardsbaroner.
AB Gladsaxe 2 – 2 BK Frem
Gladsaxe Stadion, 2. division, 20 juni 2020 kl. 15.00
Teknologien har stadig visse mangler. Min GPS slog krøller på vejen til Gladsaxe Stadion. Luften var tonstung og elektrisk af et konstant lurende tordenvejr. Et gråt filter, man næsten ikke kunne se igennem. Det tog derfor ikke mange tramp i pedalerne på mit gadekryds af en cykel, før en stor, rygsækformet svedplet indfandt sig på min grønternede skjorte.
Jeg fik bandet en del af Joyce. Joyce er navnet på GPS-stemmen på Google Maps. Det vil sige, for mig er det stemmens navn. For mig er Joyce navnet på samtlige GPS-stemmer i verden. Det opstod dengang, jeg brugte nogle år på at køre Danmark tyndt i en bandbus. Man får hurtigt etableret så stærkt et had-kærligheds-forhold til den tingest, at det næsten føles mærkeligt ikke at give tingesten et navn, og valget faldt altså på Joyce. Det har hængt ved siden.
Denne lørdag var Joyce ekstraordinært forvirret og fik sendt mig rundt i et spindelvæv af snævre skovstier, U-vendinger, gangtunneller og triste stykker med motorvej. Men endelig, efter at have forceret en eng i skyggen af Høje Gladsaxe-husene, lykkedes det at ramme indgangen til stadion.
Sveden haglede ned i øjnene da jeg parkerede min cykel og indfandt mig ved den port hvor folk, med billetnumre som mit, skulle sluses ind.
Dette er genåbningsfodbold, med COVID-19 som bagtæppe. Registrering af alle tilskuere, klare instrukser op til kampen, intet overladt til tilfældighederne – og alligevel fugtede den rare, ældre dame ved indgangen hurtigt sine fingerspidser med tungen inden hun bladrede mit kampprogram frem. Kampprogrammet var i øvrigt et stykke udprintet A4-papir med spillernavne og rygnumre.
Da jeg havde bevæget mig op ad de småstejle cementtrapper, op mod tribunen, kunne jeg godt mærke at jeg havde brug for noget væske. Jeg styrede direkte ind i cafeteriet og bestilte en flaske vand og en øl. Førstnævnte tømte jeg i en tår, sidstnævnte i to.
Herefter fandt jeg mig en god plads, nogenlunde midt på tribunen, med godt udsyn og behørig afstand til alt og alle. Mindre heldigt var det at jeg fik lidt spyt galt i halsen, hvilket resulterede i et meget langt hosteanfald. Meget, meget langt. I disse tider er dét at få et hosteanfald stort svarende til at køre i offentlig transport med en kuffert, hvor ledninger titter ud ved lynlåsen.
Det tog lidt tid at genvinde min vanlige ansigtskulør, nok nærmere grundet flovhed end selve hosten.
Alle tilskuere var samlet på én tribune og det gik op for mig at jeg havde sat mig cirka midtvejs mellem den tromme, AB-tilhængerne havde medbragt og den tromme, Frem-tilhængerne havde medbragt. Således foregik kampen til lyden af en polyrytmik der overgik min fatteevne.
Men det gjorde ingenting. Kampen var præcis som man ønsker, en kamp i 2. division mellem to historiske klubber, så tæt placeret, rent geografisk, skal være. Fra kampen blev fløjtet op herskede der en indædt stemning. BK Frem er stiftet i 1886 og AB Gladsaxe er kun tre år yngre, så de har også haft god tid til at gå og se sig godt sure på hinanden. Stemningen forplantede sig også straks til tilskuerrækkerne, hvor man i 2 x 45 minutter kunne glemme alt om underkogte flagermus og smittetryk. Ganske enkelt himmelsk. Vi var en vidunderligt broget flok, os der tilbragte denne lørdag til divisionsbold på Gladsaxe Stadion.
Da kampen blev fløjtet af stod der 2-2 på måltavlen. Første mål var en sand perle af et langskud, høvlet ind af FREMs Jonas Nørremark. Folk fløj op fra deres sæder i uforfalsket, uforfængelig begejstring.
Jeg har en vane med at notere alverdens ting, jeg oplever, på min telefon. For evt. at skrive om dem ved senere lejlighed, som nu. Jeg ville notere ”kanondrøn”, hvilket jeg gjorde stort set uden at kigge ned på min telefon, for således ikke at gå glip af Frem-folkenes jubelscener på grønsvære og tilskuerrækker.
Da jeg lidt senere fik kigget på noten, kunne jeg konstatere at autokorrekturen havde ændret ”kanondrøn” til ”kanindræberkursus”. Teknologien har stadig visse mangler.
AB Gladsaxe – BK Frem (2-2)
