BK Frem – Middelfart BK (2-0)

BK Frem 2 – 0 Middelfart BK
Valby Idrætspark, lørdag d. 12. september 2020 kl. 14.00


Verden var trukket i sin gråmelerede spadseredragt da jeg tumlede ned fra min lejlighed, denne lørdag eftermiddag. Min cykel beklagede sig højlydt da jeg gennede den gennem porten, hvilket sikkert skyldtes både det uinspirerende vejr og en fremskreden gigt i de forreste bremseklodser.

Der var altså ikke skyggen af en solnedgang at ride ud i, og jeg måtte i stedet tage til takke med at staccato-cykle i en imponerende genstridig rød bølge, langs det velkendte medley Jagtvej/Falkonér Allé/Allégade/Pile Allé.

På vej opad Valby Bakke havnede jeg bag en langlemmet starut, der cyklede nogenlunde som jeg forestiller mig, man ville cykle på en væltepeter. Brikkerne faldt på plads 2,3 sekunder senere, da jeg kunne konstatere at jeg lå i slipstrømmen af en solid fredspibe.

Starutten fik nydt så koncentreret en ration af Guds grønne salat, at jeg nærmest havde mistet orienteringen da jeg nåede krydset på den anden side af bakken. Ikke desto mindre fik jeg hovedet på ret køl, og lykkedes omtrent ti minutter herefter med at ramme et cykelstativ ved Valby Idrætspark.

Jeg præsterede også at finde indgangen til stadion, som var bevogtet af en venlig Odin-lookalike, og efter at have lovet højt og helligt at jeg hverken ville kaste med- eller drikke af den håndsprit, jeg havde liggende i min rygsæk, blev jeg lukket ind.

Om ekkoet fra fredspiben var ekstra medvirkende ved jeg ikke, men at træde ind på et stadion som Valby Idrætspark giver mig altid et øjebliks barnlig voksenglæde. Den hellige treenighed af den grønne plæne, de falmede cementtribuner og de spillevende mennesker går rent ind.
Sidstnævnte komponent var på dette tidspunkt repræsenteret af en flok frivillige, som følte sig så godt hjemme at man nærmest kunne mistænke dem for at bo der.

Jeg greb en øl og fandt mig en plads på midt på den endnu tomme tribune.
Her kunne jeg, til lyden af en solid omgang far-rock, se folk ankomme. Jeg kunne genkende en del fra mit første besøg på stedet. Eksempelvis er jeg ret sikker på, jeg spottede den samme gut, som jeg sidste gang overværede blive så uenig med sig selv, om hvilken vej han skulle gå rundt om en søjle, at han i stedet gik direkte ind i den. Denne dag klarede han navigationen fint.

I løbet af ingenting opstod et hjerteligt leben. Liv – både af den levede slags, og den mere nyligt påbegyndte version. Ældre herrer der duftede af pibetobak og bolsjer, ingen køber længere. Børn med håret som gardiner ned foran øjnene og blå/røde halstørklæder i voksenstørrelse slæbende hen ad jorden. En ung mand med en læderjakke så smart, at den kunne være taget herhen på egen hånd. Her var bloggertyper med kindben ud over det hele, sydhavnsprinsesser med stadionpølser, retvinklede folk, skæve folk, glatte, krøllede.

En flok af disse tilskuere havde, med livet som indsats, placeret sig på trætribunerne bag det ene mål under opvarmningen. Det var et specielt syn at se kuglerne flyve om ørerne på dem mens ’Superlove’ med Malurt blæste ud af højtalerne – og da det sidste omkvæd modulerede kunne man frygte at scenariet ville ligne åbningsscenerne i Saving Private Ryan, men på mirakuløs vis blev ingen ramt.

Vi ramte til gengæld kickoff og kampen kom på gled til et pragtfuldt lydtryk fra tilskuerrækkerne.

Min kæderygende sidemand – som jeg vurderer, med stor sandsynlighed var sidst i 50’erne, og med endnu større sandsynlighed hed Poul – havde en slags ikke-samtale med sin kammerat, placeret på den anden side af ham. Parallelle blikretninger, fuldt fokus på kampen:
– Flot tackling, hva’?
– Tak.

I kampens 14’ende minut fik jeg lige nøjagtigt halet hovedet op af min øl i tide, og kunne således – til duften af Pouls Zippo-lighter – se hjemmeholdets Tonni Adamsen krølle den smukkeste papirsvane af et frispark op i Middelfarts højre målhjørne.
Folk omkring mig fór op, med cigaretterne hængende nogle millimeter fra mundvigende, Lucky Luke-style, og hamrede begejstret håndfladerne sammen, så de var ved at blæse tribunetagets skørter op. Et strejf af verdensklasse i 2. division.

Resten af halvlegen forløb i nogenlunde ro og orden. De to mandskaber kunne gå til pause, til en måltavle der viste 1-0 til Frem og et sæt stadionhøjtalere der spillede Fleetwood Mac’s lille mesterværk ’Dreams’.

Valby Idrætspark er en frisk farvepatron på sådan en grå lørdag, og BK Frem er en lille guldnål i dansk divisionsfodbold. Det er ganske enkelt umuligt for mig ikke at blive en smule forelsket, og da Fleetwood Mac blev afløst af en Axl Rose der brægede om Paradise City, kunne jeg ikke forestille mig andet end at han refererede til Sydhavnen.

Anden halvleg var blot fem minutter gammel da et hjørnespark fandt panden på hjemmeholdets P. N. Iversen, som midt i en klump flyvende fodboldtrøjer fik styret bolden i nettet. 2-0 og lykkeligt leben i parken.

Frem havde endnu sæsonens første sejr til gode, og nu var den snublende tæt på. Det blev anspændt på tilskuerrækkerne. Folk begyndte at bede til guder, de egentlig ikke troede på. Pouls sidemand, som primært talte i kodesprog, savnede udvisninger til modstanderholdet, og råbte ”Dommer, nu stikker du ham en salami! Vis ham så den baglygte!”

Poul selv virkede også en anelse nervøs. Han fik vendt en cigaret forkert, men fik med en feberredning rettet op på fejlen inden han tændte op. Han var dog ikke for nervøs til at ryste lidt opgivende på hovedet, da stadionspeakeren fik sagt ”Valby Stadion” fremfor “Valby Idrætspark”, i forbindelse med annonceringen af at vi var 392 tilskuere til dagens kamp.

Efter en times spil var de fynske gæster nødt til at satse massivt fremad. Frem svarede ved at smide om sig med kontraangreb som en skødesløs knivkaster, og det er et under at kampen endte uden yderligere scoringer. Men det gjorde den. Dommerens sidste prust i fløjten druknede i jubel.
Boldklubben Frem kunne dermed sætte sæsonens første grønne flueben, og jeg nåede lige nøjagtig hjem til Nørrebro et par splitsekunder før regnen.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

One thought on “BK Frem – Middelfart BK (2-0)

  1. Indimellem lidt forfriskende, at slippe de mega-omsættende verdensklubber og deres forkælede verdensstjerner med million-lønninger:
    “..se hjemmeholdets Tonni Adamsen krølle den smukkeste papirsvane af et frispark op i Middelfarts højre målhjørne.”
    0g endnu en perle af fodbold-poesi fra dig!
    Elsker dine lune kærligheds-rejsebeskrivelser i den brede virkelighed, Jonas

    Liked by 1 person

Skriv et svar til Carsten B. Petersen Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: