AB Gladsaxe – B.93 (0-3)

AB Gladsaxe 0 – 3 B.93
Gladsaxe Stadion, 2. division, søndag d. 7. maj kl. 13.00


På rækken foran udspiller sig et scenarie der er i konflikt med sig selv. 

En mand synger med på ’I Want To Break Free’.

Queens potente frihedshymne gadedrengehopper selvsikkert ud af stadionhøjtalerne. Det lyder næsten som om, den kamplystne lilletromme kommer inde fra mit hoved. Men manden der synger med, er en ældre herre, og hans stemme er det tyndeste, mest porøse pergamentpapir, jeg nogensinde har hørt. Han er ingen Freddy Mercury – og bevares, det er de færreste – men denne herre er Steve Buscemi, filtreret gennem et års forbrug af heliumballoner. Uden varsel svinger hans stemme gentagne gange op i en skrøbelig bjergtinde af en utilsigtet falset, forsvinder helt op i de højere luftlag, bliver til et vindpust. Han ser udmattet ud fra starten, lilla løgringe under øjnene. Men det stopper ham ikke, han synger videre. Og han mener det. Uanset hvor mange gange, den ellers næsten ikke-eksisterende vind kyler hans næsten ikke-eksisterende stemme over i Utterslev Mose, bliver han ved at mene det.

Jeg når aldrig helt at få styr på om han holder med AB eller B.93, men da han, lidt senere, overmandes akut af hvor varmt der er på tribunen – noget der lader til at komme bag på mange af os – farer han halvpanisk vild i sin jakke, og hans sidemand må venligt hjælpe ham ud af den.
Det havde været lidt af en scene hvis det var sket samtidig med fremførslen af ’I Want To Break Free’.

Solen flyder ud over tribunen som tung flødeost. Åndedrættet fortættes en anelse. Vi er ganske mange, der er dukket op. Det er sommerscener; bare arme og røde nakker, halvfokuserede solbrilleglas. Ved modsatte langside – som ellers ikke har været i brug, de foregående gange, jeg har været her – har tre-fire håndfulde grønne ugler slået sig ned, og medbragt en tromme.

De folder et banner ud over banden derovre. ”ALTID AR” står der tilsyneladende. Men da de, kort herefter, rykker banneret lidt længere op på tribunen, så det kan strække tæerne helt ud, bliver R’et til det B, det er født til at være.

Først løber B.93-spillerne på banen. Til højre for mig fyldes luften i nogle sekunder af en blå konfetti-sky, og synet fylder mit hoved med en lille sky af endorfiner. Så løber AB-spillerne på banen, og traditionen tro brager ’Ecuador’ ud af højtalerne på stadion. Foran mig hverken synger eller råber Steve Buscemi med denne gang.

Kampen fløjtes i gang, en tromme stikker i galop fra B.93-sektionen til højre for mig, nogens telefon ringer. Det er som det skal være. Midt på banen støder lydbølger sammen, afsendt fra hver deres langside, iklædt hver deres koordinerede farve-kombinationer. Det er som en musicalversion af en stammekrig. Her er ingen der knipser, som banderne i West Side Story, men til gengæld afsendes myriader af hjertetrommeslag. ANIMAL MAGNETISM står der på ryggen af en strikket cardigan.

I sektionen, jeg sidder i, når de syngende AB-tilhængere vores ører som messende munke. ”Hvorfor fa’en synger de engelsk?” spørger nogen bag mig, og ingen svarer. ”Blev det sent i går?” lyder næste spørgsmål, og ingen svarer. Stilheden lyder som et ja.

I det 24. minut får udeholdets Ahmed Daghim sendt en smuk afslutning afsted, men Albert Gaub-Jakobsen i AB-målet, strækker sig som en kat i solen, og besvarer med en lige så smuk redning. På det efterfølgende hjørnespark lander bolden hos en bemærkelsesværdigt fri Simon Wæver, som blot skal sætte sin pande på, men i stedet må tage til takke med et svitset øjenbryn og 0-0 på måltavlen.
Det opildner B.93-tilhængerne, der instinktivt og øjeblikkeligt finder sammen i en sang med teksten ”Østerbrooooo, Østerbrooooo, Østerbroooooo”

Mit blik glider lidt rundt i manegen. Det hægter sig fast i udeholdets tekniske felt, hvor to medlemmer af B.93-personalet samtidig gestikulerer ivrige instruktioner ind mod deres spillere på banen, men til gengæld formår at pege i stik modsatte retninger af hinanden.

”Ik’ en skid, dommer – det’ fodbold!” sprutter en tilskuer, da der fløjtes for et frispark, hvor en B.93-spiller fjerner en AB-spiller fra jordens overflade, uden at bolden er den mindste smule involveret i optrinnet.
Få minutter senere er det en AB-spiller der kommer en lille dagsrejse for sent ind i en tackling, og må indkassere en bøde i den gule kategori. Så fløjtes der til pause.

Musik indtager igen lydbilledet, men får kamp til stregen af den lystige summen der slipper sig selv løs fra det ene øjeblik til det andet. 
“Jeg lugter af pølse og jeg smager af pølse …du får ik’ en krammer” siger nogen som en ærlig hilsen.

Hvepsene er så småt ved at vågne op til dåd. Og her mener jeg desværre ikke AB’s yndlingsfjender fra Brønshøj Boldklub, men derimod et par fuldfede, overfriske, flyvende giftkanyler, som blandt andet udser sig et mål i form af en pølsebakke i hånden på en intetanende kvinde, der kanter sig ind langs rækkerne mod sin plads.

Tobias Rahims ’Flyvende Faduma’ er næste levende billede på playlisten. Folk vipper med fødderne. En småtræt, kasketklædt gut synger stilfærdigt med.
Okay, indrømmet, det er mig. Det er mig der synger med. Men jeg skal holde tungen lige i munden, for cirka samtidig begynder to tilskuere i B.93-trøjer, lige ved siden af mig, at synge ”Der er ingen høje huse hvor jeg booooor, der er ingen høje huse hvor jeg boooor” som et ekko af hvad tribunen sang i starten af første halvleg.

Jeg lukker øjnene i solskinnet, og anden halvleg starter uden mig.

Da jeg lukker omgivelserne ind gennem øjenlågenes sprækker igen, forlader et sløjt hjørnespark en B.93-fod, bliver mødt af en svag clearing fra en AB-fod, hvorefter bolden på ny havner hos en 93’er, som til gengæld får et eftertrykkeligt træf på bolden.

Der går et sug gennem tribunen da den tryk-sektsten-hårde afslutning rammer en modstander i maveregionen. Suget tager et splitsekund al lyden med sig, samtaler ophører øjeblikkeligt. Nogen fniser – nok mest af alt fordi de bliver forlegne over den pludselige stilhed der buldrer løs. Noget der minder om en hel tribunesektion mærker medlevende slaget fra kuglen på egen krop. 
Lettelsen er da også tydelig at fornemme, da AB-spilleren kommer på benene. Stumperne fra de iturevne samtaler finder hinanden igen, lydtapetet ånder lettet op.

Efter 63 minutters spiller skulle man tro at en serie tilfældigheder leder op til 0-1-målet. Men sådan føles det i virkeligheden slet ikke. Det er kaotisk, bolden halv-cleares, havner for fødderne af uventede indslag, spillere vælter, og alligevel er det som om, det hele har været en nøje udført koreografi, som om det hele tiden har været meningen, da B.93’s Ahmed Daghim får viklet sig fri nok til at sende den konkluderende afslutning i nettet.
0-1.

Og hvis man ellers kan rumme tanken om at skæbnen, i en eller anden form, hænger ud ved Høje Gladsaxe, en undseelig maj-søndag, så er der i endnu højere grad noget forudbestemt på spil, omtrent ti minutter senere, da et af de mest imponerende mål, jeg har set denne sæson, indtræffer;

Udeholdets Jeppe Erenbjerg er ikke en del af duellen, der finder sted som optakt, men har tydeligvis allerede fornemmet hvor bolden vil trille hen som afrunding på infighten. Han accelererer et lille, målrettet tilløb, trækker sin venstre vrist tilbage, som elastikken på en slangebøsse, og giver slip i et formfuldendt svirp. 

På trods af at han befinder sig i midtercirklen, fornemmer de fleste af os hvad der skal ske. AB’s keeper står, i denne situation, et stykke ude i sit felt, men kunne lige så godt have befundet sig ude ved tælleapparaterne foran stadion. Han kan nærmest nå at tælle sine fingre to gange, mens bolden svæver over ham – og alle andre på banehalvdelen – i en smuk bue, for til sidst at slå ned i målet bag ham. Jeg kan ikke gengive lyden, da bolden stryger mod netmaskerne, på skrift, men tanken om den giver mig en let gåsehud.

Et lille kunstværk, afsendt fra midtercirklen på Gladsaxe Stadion, 2. division. 
0-2.
Selv den ældre AB-tilhænger, jeg nu har placeret på min venstre side, kommer uforvarende til at klappe.

Jeg føler trang til, her, at indskyde, at jeg er et meget lidt overtroisk menneske. Egentlig oplever jeg mest livet som værende én lang strøm af tilfældigheder. Og finder en vis trøst og ro i dette.

Og når jeg er nødt til at komme med ovenstående disclaimer, er det selvfølgelig fordi, kampens tredje og sidste mål er endnu et af disse, hvor det synes forudbestemt at det skal ske; flere afretninger, flere overraskende boldbesiddere, en bold der til sidst tackles ind i det lille felt, hvor gæsternes Nicolaj Thomsens frisure bliver matchvinder, da han springer forover og stanger kuglen i mål.
0-3.

Herefter resterer der omtrent ti minutter af kampen, som får lov at tøffe uforstyrret mod målstregen. En del af de medrejsende tilhængere har allerede fejret sig selv døsige, og AB-tilhængerne accepterer at skæbnen tilfældigvis har crashet deres fest af tre omgange.

Det har været en stille, smuk og ejendommelig dag i divisionerne.
Den bedste slags der findes.

–

På vejen ud fra stadion ser jeg en af mine tidligere elever. Hamza. Det hedder han ikke i virkeligheden, men det kunne han godt have heddet, og det hedder han her. Jeg skal bruge lidt tid på at placere ham i mit hoveds persongalleri. Det er et par år siden, jeg sidst så ham, og han er øjensynligt blevet 10 år ældre i den periode.

Jeg kommer i tanke om at han, da han gik i første klasse, hårdnakket påstod at hans onkel spillede for Real Madrid. Jeg spurgte venligt ind til hvem hans onkel var. Han nævnte et navn, som – mig bekendt – ikke indgik i den førsteholdstrup, jeg kendte til. Men okay, hvad vidste en Barça-tilhænger, som jeg, også om Real Madrid når det kom til stykket.

Hamza berettede at hans onkel boede i Valby, hvilket jeg umiddelbart havde lidt svært ved at få til at stemme overens med at spille for Real Madrid, og jeg er muligvis kommet til at lyde en smule skeptisk – i hvert fald følte Hamza behov for at smide sin endelige trumf: hvis hans onkel ikke spillede for Real Madrid, hvorfor i alverden skulle han så have en Real Madrid-trøje hængende hjemme i skabet?
Skakmat.

Så rammer jeg nutiden og døren til 4A, der kører mig væk fra Høje Gladsaxe.