Da jeg satte mig på en tribunens hvide langbænke var her stort set ikke andre end mig, Hans Otto Bisgaard og min tinnitus. Det var en sær dag.
Den havde i virkeligheden været en underligt ør størrelse fra starten; ubestemmeligt vejr i en osteklokke. Sådan en dag hvor man vågner kuldeskær og skæv i kraniet.
Nu sad jeg så på Østerbro Stadion og prøvede at kradse hul i den farveløse cellofan, verden lod til at være pakket ind i. Hans Otto var i rød jakke og fin form. Det hjalp lidt på det hele…
Noter fra tribunen 