Fyrværkeri – eller en alvorligt løs sikring i højtalersystemet – bragede og knitrede, et sted over folks hoveder. Nede i nærheden af indgangen til parken, hostede en grill stikflammer et par meter op i mørket. Den elektroniske måltavle kortsluttede få minutter inde i kampen. Råbene føg som kastevinde mellem hjemmepublikummets langside og det tætpakkede udebaneafsnit, bag det ene mål. Det var ganske enkelt en vidunderlig overbelastning af sanserne…
Tag Archives: Lyngby Boldklub
Lyngby BK – FC Fredericia (1-1)
Denne dag var en åben pande uden rynker. Kold og klar, streng og smuk.
Luften var, i en form for bogstavelig forstand, så skarp, at den allerede havde snittet hul på mine fingre, på vejen fra busstoppestedet til stadion. Når jeg knyttede hænderne, kunne jeg med det samme mærke hvordan min vinterdeprimerede hud slog sprækker i vilkårlige linjer, og da jeg fandt min telefon frem, for at få skannet min billet ved porten, bemærkede jeg flere steder blodet ved de små flænger, nær knoerne…
