Slagelse B&I – Hellerup IK (0-1)

Jeg havde trukket pladsbillet til et sæde med ryggen til kørselsretningen og blev således spolet baglæns ind i Slagelse, denne tidlige søndag eftermiddag.

Det gjorde ikke noget. Rejsen hertil havde været nem. Stativ, visir, kasket. Solen havde spidset albuerne og møvet sig længere og længere frem mellem skyerne, mens jeg var på vej mod min tredivte stadiontur siden genåbningen i slutningen af juni.
Andetsteds i togvognen pegede en ældre kvinde på den fiskestang, en ung mand havde medbragt, og sagde ”Gi’ et nummer”. Hun sad med ansigtet vendt væk fra mig, så jeg kunne ikke vurdere om hun mente det alvorligt…

Vanløse IF – AB Gladsaxe (0-2)

En ældre herre, et par rækker længere nede på tribunen, rømmede sig i en rytme der passede 1:1 med temaet fra ’The Final Countdown’. Det gjorde mig lidt nervøs.
Ikke grundet risiko for smitte – for vi var udendørs, og folk tog de nye retningslinjer vedrørende mundbind seriøst – men derimod fordi jeg var lidt bekymret for om jeg nu skulle have Europes hit fra 1986 på hjernen i 2 x 45 minutter, plus tillægstid…

BK Avarta – Slagelse B&I (2-1)

Samtalerne omkring mig simrede og boblede muntert op under tribunetaget. Jeg havde udsyn til en farveprøve af en plæne – samt nogen der stod og tissede i buskadset, på højen over en bannerreklame for JIMMIs BLOMSTER, udfærdiget i de fineste Comic Sans. Jeg følte mig meget, meget taknemmelig. Fodbold er en ventil i verden…

Brønshøj Boldklub – AB Gladsaxe (1-2)

– Men vi har lukket alt for mange mål ind på udebane
– På hovedbanen!?

Herefter opgav de to sølvhårede kammerater, som havde placeret sig et par rækker længere nede, at snakke sammen. Den ene af dem rystede umærkbart på hovedet og listede en cerut frem fra inderlommen. På trods af gode intentioner og ganske lange øreflipper, var det blevet sværere og sværere for dem at høre hinanden, i takt med at tribunerne omkring os fyldtes…

KFUM København – Hvidovre IF (0-2)

Regnen prikkede mig på skulderen på Rådvadsvej. Jeg lod som om jeg ikke bemærkede det. Den blev mere og mere insisterende. Jeg bed tænderne sammen, fik tungespidsen i klemme og trådte til i pedalerne – lydløst svovlende, med en let blodsmag i munden og et hovedfuld gråvejr under hjelmen…

B.93 – BK Frem (0-1)

Alting lignede fra start et pletskud. En pokkers smuk dag til divisionsfodbold. Formiddagen havde budt på ren farveladehimmel og bomuldsskyer, sågar med pletvise gæsteoptrædener fra et barberblad af en sol. En af de sjældne dage i 2020, hvor tingene for en kort bemærkning føles mere rigtige end forkerte…

FA 2000 – Slagelse B&I (0-0)

– Hvad anbefaler du?
– Ud over at smide den i havnen, mener du?

Nogenlunde sådan lød ordvekslingen, jeg havde med min lokale cykeldoktor fredag eftermiddag. Jeg kunne således gå weekenden i møde mærkbart fattigere, med udsigten til at blive adskillige cykelproteser rigere i en nær fremtid – og til at skulle tilbagelægge de fire kilometer, fra mit hjem til Frederiksberg Idrætspark, til fods.

B.93 – Jammerbugt FC (1-2)

Da jeg satte mig på en tribunens hvide langbænke var her stort set ikke andre end mig, Hans Otto Bisgaard og min tinnitus. Det var en sær dag.

Den havde i virkeligheden været en underligt ør størrelse fra starten; ubestemmeligt vejr i en osteklokke. Sådan en dag hvor man vågner kuldeskær og skæv i kraniet.

Nu sad jeg så på Østerbro Stadion og prøvede at kradse hul i den farveløse cellofan, verden lod til at være pakket ind i. Hans Otto var i rød jakke og fin form. Det hjalp lidt på det hele…