En anderledes fodboldblog
– Men vi har lukket alt for mange mål ind på udebane
– På hovedbanen!?
Herefter opgav de to sølvhårede kammerater, som havde placeret sig et par rækker længere nede, at snakke sammen. Den ene af dem rystede umærkbart på hovedet og listede en cerut frem fra inderlommen. På trods af gode intentioner og ganske lange øreflipper, var det blevet sværere og sværere for dem at høre hinanden, i takt med at tribunerne omkring os fyldtes…
Regnen prikkede mig på skulderen på Rådvadsvej. Jeg lod som om jeg ikke bemærkede det. Den blev mere og mere insisterende. Jeg bed tænderne sammen, fik tungespidsen i klemme og trådte til i pedalerne – lydløst svovlende, med en let blodsmag i munden og et hovedfuld gråvejr under hjelmen…
Alting lignede fra start et pletskud. En pokkers smuk dag til divisionsfodbold. Formiddagen havde budt på ren farveladehimmel og bomuldsskyer, sågar med pletvise gæsteoptrædener fra et barberblad af en sol. En af de sjældne dage i 2020, hvor tingene for en kort bemærkning føles mere rigtige end forkerte…
– Hvad anbefaler du?
– Ud over at smide den i havnen, mener du?
Nogenlunde sådan lød ordvekslingen, jeg havde med min lokale cykeldoktor fredag eftermiddag. Jeg kunne således gå weekenden i møde mærkbart fattigere, med udsigten til at blive adskillige cykelproteser rigere i en nær fremtid – og til at skulle tilbagelægge de fire kilometer, fra mit hjem til Frederiksberg Idrætspark, til fods.
Solskinnet lå som en lun klud på panden da jeg kravlede ud af mit mundbind på Roskilde Station. Der er dage, som er skabt til divisionsfodbold, og denne lørdag var et pragteksemplar…
Da jeg satte mig på en tribunens hvide langbænke var her stort set ikke andre end mig, Hans Otto Bisgaard og min tinnitus. Det var en sær dag.
Den havde i virkeligheden været en underligt ør størrelse fra starten; ubestemmeligt vejr i en osteklokke. Sådan en dag hvor man vågner kuldeskær og skæv i kraniet.
Nu sad jeg så på Østerbro Stadion og prøvede at kradse hul i den farveløse cellofan, verden lod til at være pakket ind i. Hans Otto var i rød jakke og fin form. Det hjalp lidt på det hele…
Verden var trukket i sin gråmelerede spadseredragt da jeg tumlede ned fra min lejlighed, denne lørdag eftermiddag. Min cykel beklagede sig højlydt da jeg gennede den gennem porten, hvilket sikkert skyldtes både det uinspirerende vejr og en fremskreden gigt i de forreste bremseklodser…
Jeg har hørt at de står parkeret i lagerhaller, i Ballerup, resten af året – disse sagnomspundne, midaldrende, lycradyppede mænd, man kun ser på de danske cykelstier i de tre uger, Tour de France står på.
Denne søndag kæmpede de en ulige kamp mod naturens enorme lunger, og må have ædt sig selv utallige gange undervejs. Ingen ruter i verden er længere, end den til Gladsaxe, i modvind. Jeg føler, det er et faktum…
Sveden kom pr. efterkrav. Halvandet minut efter jeg var hoppet af cyklen, havde jeg det som om jeg havde været i bad med tøj på. Et hidsigt ridt for at vriste mig fri af cykelstiernes hovedfelt resulterede nu i en lugt af livstræt bomulds-t-shirt.
Denne første septemberdag var fra starten en rodebutik af sommer og efterår. Aldeles umuligt at klæde sig på til. Fint illustreret allerede fra morgenstunden, da jeg spottede en sprinter i shorts, halstørklæde, solbriller og fingervanter…
Der duftede lidt af efterår på Frederiksberg Stadion i lørdags. Luften havde en smule mere kant end den har haft i nogle måneder.
Det havde været nemt at synke hen i mild melankoli, hvis det ikke lige havde været for en håndfuld vanvittige kamikaze-hvepse, som væltede rundt og prøvede at starte slåskampe med alt og alle…
Noter fra tribunen 