Author Archives: Jonas Villumsen

Vanløse IF – IF Lyseng (4-2)

Denne tidlige lørdag eftermiddag havde søvn i øjnene. Den lænede sig bagover. Forsøgte at læne sig ind i den sidste rest af sommerferie, som var det en dyb liggestol, den nægtede at rejse sig fra.

Således var det også en stilfærdig oplevelse at ankomme til Vanløse Idrætspark, en halv times tid før kampstart. De få mennesker, der var ankommet før mig, sad som spredte helligdage på en stor, tom tribune, og var faldet dybt og ubehjælpeligt i hver deres sæt staver.

Jeg holder meget af intense, sitrende tribuner, men jeg holder også af den stilfærdigt summende sommer-tomhed, man kan opleve. Et fodboldstadion må også gerne være et sted, hvor folk kan sidde sammen, hver for sig, og være stille. Sådanne steder finder man generelt for få af i 2022…

UMF Selfoss – HK Kópavogs (1-2)

Et skydække begyndte at vride hænderne smånervøst over taget på den engang sorte Ford, vi sad i. Fra det ene øjeblik til det andet, blev forruden gennemsigtigt sandpapir, Forden blev skyllet sort igen, og kun skosnuderne af de omkringliggende bjerge, stak ud under disen.

Det passede mig fint at min sidste aften i Island, i denne omgang, bød på vejr, der gav køreturen et næsten overjordisk præg. Min hjælpsomme svoger, som havde sagt ja til at køre mig de 46 kilometer, der strakte sig mellem vores base og Selfoss, lod heller ikke til at være generet af det. Til tider er det som om, regn kan erstatte ord, og der var således lidt længere mellem sætningerne end sædvanligvis. Måske var vi bare begge opmærksomme på at bruge den sidste aften inden hjemrejsen, på at inhalere hvad vi kunne af dette storslåede, voldsomme land.

Dette er således tredje og sidste omgang noter fra de islandske tribuner…

ÍBV – Valur Reykjavík (3-2)

Jeg bevæger mig ind på tribunen. Havblå og solgule sæder. Over min ene skulder, stikker et rødmosset vulkankrater snuden op i horisonten. På min venstre side har jeg udsigt til vandet, der glinser i synsfeltet. Foran mig ligger en smuk græsplæne, kridtet op som en fodboldbane, og bag denne har jeg udsigt til massive klippeformationer, der ikke har noget problem med at stjæle showet helt og aldeles. Solen skinner, luften er knivskarp. Jeg er havnet i en rejsebrochure, og solgt til stanglakrids…

Thróttur Reykjavik FC – Höttur/Huginn (3-3)

Endelig, omtrent 20 minutter før kampstart, blev en luge knirket op, og et venligt ansigt tittede ud. Før jeg nåede sige noget, fossede undskyldningerne fra den smilende, lyshårede kvinde bag glasset, som forklarede at stort set alle omkring klubben var på sommerferie, og at de derfor ikke havde nået at åbne biksen før nu. Hun håbede, der ville være nok spillere hjemme til at stille et hold, lo hun. Måske med en lille snert af ængstelse…

Danmark – Brasilien (2-1)

Det kan være en rørende oplevelse, pludselig at blende ind, og blive en lille brik i en større mosaik, på vej til en fodboldkamp. Den oplevelse fik jeg foræret dobbelt; både gennem mit eget sanseapparat og min søns.
Nogen havde flottet sig og bestilt en ramme, der var lige efter bogen. Turen gennem Fælledparken var en puslespil af rød, hvid, grøn og solens gule Colgate-blitz. Støvet hostede tørt omkring anklerne, den tunge lugt af urin kom i ny og næ brasende ud fra et buskads som et platfodet gespenst. Som sagt; det var lige efter bogen…

Brønshøj Boldklub – Ishøj IF (2-1)

Da jeg dumpede ned på mit gule sæde, var der ganske vist ikke mange levende billeder på denne sektion – en ubemandet tromme stod og fløjtede, med hænderne i lommen – men en kortbenet halv time før kampstart, begyndte liv at krible og pible frem.
En transportabel skilteskov af flag og faner blev rullet ud, og stukket i cementen; sorte og gule hvepsestriber, regnbueflag, et palæstinensisk flag, en gul fane, der så ud som om, den havde tilbragt nogle sæsoner ved fronten, hvorpå ”VIL DU BRØNSHØJ MED MIG!” var trykt med sorte versaler. Et spørgsmål uden spørgsmålstegn…

Danmark – Kroatien (0-1)

En ældre gut, med en øl til hver hånd og et udmattet smil gemt i overskægget, stablede sig op ad de sidste trappetrin, inden han endelig kunne blinke af, dreje ind på sin række, og dumpe ned på sit sæde. Hans ansigt lyste i en nuance, så han kunne have sparet den røde farve på sine Dannebrogsmalede kinder. Han kastede et blik ned over Parken, tabte det nærmest i sin forpustelse, men lignede én der fik sendt en lille bølge af lykke retur…

BK Frem – IF Lyseng (6-2)

Aftenen forinden havde jeg – gennem skærmen på min computer – overværet en Champions League-finale, jeg stort set ikke kunne mærke. Men denne kamp, denne dag, kunne jeg allerede mærke, inden den overhovedet var begyndt. En lille spire af glæde i brystet. Jeg elsker at se Frem spille hjemme i Valby Idrætspark, og jeg elsker at se folk der ser Frem spille hjemme i Valby Idrætspark…

Christiania Sports Club – FC Sunshine (2-1)

Folk driver ind og ud af den lille café, som med sine knirkende trægulve, blåternede voksduge og charmerende persongalleri, kunne ligne noget løftet ud af Twin Peaks på en mild dag.
Udenfor summer det. Udenfor ligger Kløvermarkens Idrætsanlæg og slænger sig som et af Københavns største, fladeste, græsgrønneste frimærker. Om lidt skal Christiania Sports Club møde FC Sunshine på bane 3…