En anderledes fodboldblog
Jeg var egentlig mentalt indstillet på heldagsregn af irsk kaliber.
I flere døgn havde min vejr-app udelukkende omtalt denne dag i gråtoner, men da jeg nærmede mig stadion, fægtede solen med åben pande og brugte skydækket som forsvarsløs nålepude.
På Gladsaxe Stadion mærker man vejret.
For at formidle oplevelsen af at placere mig på tribunen til mit andet Mosederby – mit første på dette stadion – er det således langt fra ubetydeligt at nævne, at det var en overordentligt smuk dag…
Det havde været endnu en af de nætter, hvor mit åndedræt og jeg havde haft lidt svært ved at finde fælles fodslag. Vi rager uklar fra tid til anden. Sådan har det været så længe jeg kan huske. Men jeg kan melde at det hele raslede på plads det sekund, jeg spottede lysmasterne fra Valby Idrætspark.
De stod skarpt tegnet, som fire enorme fluesmækkere, mod en stort set pletfri himmel. Selv ikke fanerne med de gyldne måger, i forgrunden af mit synsfelt, kunne forpurre øjeblikket…
Selv om vi efterhånden er lykkedes med at kæmpe os et godt stykke længere end halvvejs gennem januar – verdens længste målbare enhed – var der alligevel en umiskendelig stemning af nytårsdag da jeg begav mig mod Østerbro denne lørdag.
Måske kender du fornemmelsen. Gaderne var halvtomme og verden eller mit hoved rungede lidt anderledes end normalt…
På vej mod Frederiksberg kastede den bomstærke blæst rundt med min cykel efter forgodtbefindende. Udefra må scenariet have lignet en noget uskøn version af introscenen i Forrest Gump, hvor en fjer puffes tilfældigt rundt i vinden.
Det virkede også som mere held end forstand da jeg lidt senere havnede på den rigtige adresse, hvor jeg parkerede min store, sorte, halvrustne fjer og begav mig mod indgangen til idrætsparken…
Det havde været så kold en morgen at alle folk på cykelstien blev indhyllet i hver deres yderst lokale skydække hver gang de trak vejret. Og det gjorde de heldigvis.
Det gjorde jeg også. Efter to ugers aldeles ufrivillig pause fra stadionbesøg, skulle jeg endelig afsted igen. Denne fredag var vejret pludselig klart, som om det var faldet nogen ind at pudse verdens vinduer i løbet af natten, og jeg stirrede ind i tre dage med kampe på tre forskellige stadioner. Hvilken udsigt…
Det snurrede let i fingerspidserne. Dette var noget særligt. Et vaskeægte historisk lokalopgør på min hjemstavn, Roskilde, hvor byens to største klubber for første gang skulle møde hinanden i ‘Slaget om spirene’…
Jeg havde trukket pladsbillet til et sæde med ryggen til kørselsretningen og blev således spolet baglæns ind i Slagelse, denne tidlige søndag eftermiddag.
Det gjorde ikke noget. Rejsen hertil havde været nem. Stativ, visir, kasket. Solen havde spidset albuerne og møvet sig længere og længere frem mellem skyerne, mens jeg var på vej mod min tredivte stadiontur siden genåbningen i slutningen af juni.
Andetsteds i togvognen pegede en ældre kvinde på den fiskestang, en ung mand havde medbragt, og sagde ”Gi’ et nummer”. Hun sad med ansigtet vendt væk fra mig, så jeg kunne ikke vurdere om hun mente det alvorligt…
En ældre herre, et par rækker længere nede på tribunen, rømmede sig i en rytme der passede 1:1 med temaet fra ’The Final Countdown’. Det gjorde mig lidt nervøs.
Ikke grundet risiko for smitte – for vi var udendørs, og folk tog de nye retningslinjer vedrørende mundbind seriøst – men derimod fordi jeg var lidt bekymret for om jeg nu skulle have Europes hit fra 1986 på hjernen i 2 x 45 minutter, plus tillægstid…
Samtalerne omkring mig simrede og boblede muntert op under tribunetaget. Jeg havde udsyn til en farveprøve af en plæne – samt nogen der stod og tissede i buskadset, på højen over en bannerreklame for JIMMIs BLOMSTER, udfærdiget i de fineste Comic Sans. Jeg følte mig meget, meget taknemmelig. Fodbold er en ventil i verden…
– Men vi har lukket alt for mange mål ind på udebane
– På hovedbanen!?
Herefter opgav de to sølvhårede kammerater, som havde placeret sig et par rækker længere nede, at snakke sammen. Den ene af dem rystede umærkbart på hovedet og listede en cerut frem fra inderlommen. På trods af gode intentioner og ganske lange øreflipper, var det blevet sværere og sværere for dem at høre hinanden, i takt med at tribunerne omkring os fyldtes…
Noter fra tribunen 