En anderledes fodboldblog
Jeg skal være ærlig; denne lørdag syntes at have fået det forkerte ben ud af sengen. Jeg kunne fra starten fornemme at den ikke var helt på min side. Det hang i luften. Og luften stod bare og gloede dumt på mig, da jeg gik om i gården for at hente min cykel.
Farverne syntes at være løbet helt ud af billedet, da jeg placerede fødderne på pedalerne. Vejret var udvandet gråt, grænsende til ikke-eksisterende, og jeg selv var – som du nok fornemmer, kære læser – også lidt af en fest på to hjul…
Sommerferiens gule overstregningstusch lod til at strække sig hen over denne fredag.
En halv time før kampstart var stemningen så tilbagelænet at den kunne have vundet limbo-konkurrencer på seriøst niveau. Det passede mig perfekt. Jeg bestilte kildevand til den ene hånd, øl til den anden, og slæbte varerne op på række 20, hvor en edderkops hjemmestrikkede fluekirkegård blafrede let i vinden mellem mit sæde og nabosædet…
Mit hoved rungede som en katedral. En katedral i turistsæsonens myldretid, vel at mærke. Der blev blitzfotograferet uden tilladelse. Jeg talte nænsomt mine fødder ned ad tribunens trappetrin. Den ene efter den anden. Jeg befandt mig i Sundby Idrætspark, og der var flere årsager til at det rungede bag panden. Ingen af dem var tømmermænd…
Det var stort og voldsomt og brølende og smukt og overvældende. Det var næsten for meget af det gode. Næsten…
Udover en hidsig vind, som havde forsøgt at fjerne mine øjenbryn, var den korte cykeltur fra København N til København NV præget af 50 nuancer af rød. Der var en vrimmel af danske landsholdstrøjer fra både nære og fjerne tidsaldre, der var flag fra vinduer og altaner. Der var en busk, jeg ikke kender navnet på, som stolt havde brækket sig lyserødt udover hele fortovet.
Omkring Genforeningspladsen var de røde bygninger, som står skulder ved skulder, rykket endnu tættere sammen end normalt…
Solen havde vendt sin gode kind til, og en gut bag os i køen ved indgang D2 fløjtede ’Seven Nation Army’ – fodboldstadionets svar på lasagne – med hænderne i lommen og skuldre så sænkede at det næsten så ud som om, de var gået af led.
Junistemningen var naglet fast med syvtommersøm. Syvsommersøm. Syvtommerdrøm.
Det var en gylden dag i flere henseender. Klokken havde rundet juni, solen brølede tavst og fik bilers interiør til at smelte. Jeg sværger, rattet var flydende, som et Salvador Dali-motiv, da vi parkerede med udsigt til de langstilkede lysmaster…
Det sidste stykke vej kunne jeg i virkeligheden bare have ladet mig guide af lyden fra Valby Idrætspark, hvis jeg havde været i tvivl.
Man finder ikke mange tilknappede østers mellem BK Frems tilhængere, og til et traditionsrigt Københavnerderby mod rivalerne B.93 – hvor over 1000 mennesker har fundet vej til stadion – er lydkulissen et festligt stormvejr…
Jeg nåede lige akkurat at skimte en skakternet fane på Ålekistevej, inden jeg drejede om hjørnet, ned mod stadion. Det varede heller ikke mange solsammenknebne øjeblikke, fra jeg havde parkeret min cykel, før jeg også fik øre på begivenhederne.
På en helhjertet forårsdag, i anledning af sæsonens sidste hjemmekamp, havde en flok dedikerede Vanløse-tilhængere fået stablet både sig selv og en fanmarch på benene.
Det første rytmiske fællesråb, der mødte mine ører, var ”Fuck, hvor er vi flotte!”, hvis jeg ikke tager meget fejl. Det var svært at være uenig i…
Det var Brønshøj Boldklubs 102 års fødselsdag.
Jeg satte mig på tribunen med en øl, en bog og masser af tid. Foran mig lå en dybgrøn plæne, så frodig og regnfugtig, at den næsten så sumpet ud. Dagens fødselar drømmer mest af alt om tørre sko. Brønshøj har haft en svær sæson, og befinder sig dybt i den del af tabellen, der er markeret med rødt på min livescore-app. Sumpen når til et godt stykke over anklerne…
Noter fra tribunen 